Evobus: Sikkerhed behøver hverken at være dyrt eller forkromet

Hvordan ser fremtidens sikkerhedsløsning ud? Hos Evobus har de skiftet den traditionelle videoovervågning og hylende røgdetektorer ud med en løsning med kunstig intelligens og en stor præventiv effekt.

Når man lever af at levere store køretøjer til sine kunder, er det vigtigt med et sikkerhedssystem, der kan beskytte bundlinjen. Derfor har Evobus valgt at skrotte den traditionelle sikkerhedsløsning, hvor en vagt kører ud for at tjekke området i løbet af natten. I stedet har de fået intelligent overvågning, som kombinerer tyverisikring og brandsikring i én løsning, hvor CamVisions vagtcentral holder øje med de store maskiner hele døgnet rundt. En løsning, som har en stor præventiv effekt – og lever op til virksomhedens egne sikkerhedskrav.

En smart sikkerhedsløsning

Evobus’ tyveri- og brandsikring består af infrarøde kameraer med bevægelsessensorer både inde og ude. Kameraerne bliver aktiveret allerede ved blide bevægelser og små temperaturstigninger. Herefter bliver CamVisions vagtcentral alarmeret om, at der er noget på færde. De kan se, om ubudne gæster er ved at trænge ulovligt ind for at stjæle eller begå hærværk, eller om der er opstået ildebrand, der skal slukkes.

– Vi synes, det er en ret smart løsning. Brandsikringen virker allerede ved meget små temperaturstigninger. Og hvis der kommer ubudne gæster, kan vagtcentralen via højtalerne råbe dem an og spørge, hvad de foretager sig. Hvis folk ikke svarer eller har et uhensigtsmæssigt formål, kommer en vagt ud til stedet, siger Torben Jørgensen, der er Legal & Compliance Manager hos Evobus.

Med ansvar for lastbiler og busser i hele Skandinavien ved han efterhånden meget om procedurer og sikkerhed i virksomheden.

Systemet giver også Evobus mulighed for at holde øje med, hvem der kommer og med hvilket formål. Medarbejderne må for eksempel bruge virksomhedens faciliteter uden for almindelig arbejdstid. De kender koden og kan hente køretøjer eller aflevere reservedele på skæve tidspunkter. Og hvis der er tvivl, kan de altid tjekke videoen.


Hellere forebygge end helbrede

Det nye sikkerhedssystem tjener flere formål. For det første kan Evobus sikre sig mod tyveri og brand med overvågning døgnet rundt. For det andet har de infrarøde kameraer en stor præventiv effekt, fordi ubudne gæster bliver taget i handlingen. Og så slipper Evobus for, at der unødvendigt bliver sendt en vagt ud, hvis alarmen går.

– Vi har benyttet os af systemet i et stykke tid, og det ser umiddelbart ud til, at det fungerer, som det skal, siger Torben Jørgensen og fortsætter:

– Sikkerhed skal være compliant. Det betyder, at vi skal sørge for, at løsningen lever op til gældende lovgivning og ikke mindst de krav, forsikringsselskaberne stiller til sikkerhedsløsninger i deres policies, siger han og forklarer, at virksomheden regelmæssigt bliver inspiceret og evalueret fra moderselskabet Daimler AG. De sender nogle gange konsulenter ud, som tjekker efter for huller i systemet. På den baggrund kan forsikringen bede virksomheden om at optimere deres sikkerhed.

Kunstig intelligens koster ikke knaster

Men optimeret sikkerhed behøver ikke at være dyrt. Faktisk har Evobus sparet penge på deres nye løsning i forhold til mere traditionelle løsninger.

– Vores løsning panorerer rundt og opfanger bevægelse eller indtrængen. Det kan jo være, at det er et åbent vindue, der har aktiveret en alarm. Det kan vagtcentralen se, så de ikke behøver at rykke ud. For det koster mange penge hver gang, fortæller Torben Jørgensen.

Spørger man Legal & Compliance Manageren, er de infrarøde kameraer en løsning, som han kan anbefale til andre virksomheder.

– CamVisions system er en smart løsning, der er nem at implementere og anvende. Nogle gange skal man passe på ikke at smide dyre penge efter dårlige løsninger. Det vigtigste er, at vi har en overvågning, som opfylder vores forventninger internt, men også de krav vi skal efterleve eksternt. Så kan vi bruge penge på andre ting som brandslukningsudstyr, uddannelse af vores medarbejdere, øvelser og så videre, siger Torben Jørgensen og forklarer, at det i sidste ende er et spørgsmål om at få mest for pengene.

– Det er ikke altid de mest forkromede løsninger, der er de bedste. For os handler det om, hvor tidligt vi kan begrænse skaden, og vi kan handle hurtigere med et system, der overvåger.